Fra TV2 siten...

Anne Marie Danefeldt om kiromanti
Anne Marie Danefeldt fortæller om sit arbejde som kiromantiker: Hvordan kan hun læse i en hånd - hvad gør hun, og hvad ser hun? Er det overhovedet alle, der kan lære at læse en hånd - eller kræver det helt særlige evner? Og hvad er kiromanti egentlig? Det og meget andet, giver Anne Marie Danefeldt her sit svar på! Og så får vi selvfølgelig også hendes bud på den 6. sans!

Hvad er kiromanti?
Om håndens overflade
Om fingrene
Om huden på hænderne
Om neglene
Om smykkerne
Om håndfladerne
Om håndens linier
Fortæller Anne Marie Danefeldt alt, hvad hun ser?
Er der nogen eller noget, der hjælper Anne Marie Danefeldt?
Hvad er så den 6. sans?
Kan en kiromantiker læse andre primater?

Hvad er Kiromanti?
Den viden, man har om at læse i hænder - i knogler, i hudstrukturer, i negle, i linier - det er kiromanti, ifølge Anne Marie Danefeldt.

Er det spådom?
Selvfølgelig tangerer det spådom, men det er det i virkeligheden ikke. Jeg mener ikke, man kan spå. Jeg mener man kan give folk nogle arbejdsredskaber - nogle ledetråde. Og det man kan gøre, det er jo, når man ser fremtid, så kan man få at vide, hvad der sker, hvis man vælger en bestemt vej i livet. Så må man så gøre op med sig selv, om det er smart - eller man måske skulle gøre noget andet. Så for min skyld behøver det, jeg læser, ikke at gå i opfyldelse, hvis bare personen har arbejdet med tingene - har taget en beslutning om, at livet skal gå i en anden retning.

Er det et håndværk?
Det er også et håndværk - helt konkret :-) Og alle de "håndværksmæssige" ting er det grundlæggende, men så kommer der alligevel et lag mere på - tolkningen. Jeg mener, at alle mennesker har den 6. sans, det handler bare om at turde bruge den og udvikle den, men når man sidder seks timer om dagen og koncentrerer sig om andre mennesker, så skal man være temmelig tykhudet, hvis ikke der sker et eller andet. Det er jo det, der er sket med årene, at jeg får mange informationer - kald det en 6. sans eller clairvoyance eller hvad du vil -?

Men er det så faktisk et stort menneskekendskab, der sætter Anne Marie Danefeldt i stand til at læse andre mennesker?
I Den 6. sans viser jeg, at jeg ikke behøver have det hele menneske. Det er ikke det, det handler om. Fordi mange har jo spurgt mig, jamen er det ikke bare fordi, du efterhånden er blevet en god menneskekender, at du på folks attitude, deres påklædning og sådan nogen ting, kan finde ud af, hvad de er for nogen. Og jeg er også blevet en stor menneskekender, men jeg prøver altid at lade være med at lade mig farve af det. For det kan jo sagtens være en facade. Og så bliver man jo fanget i det. Men når man så ser, at man altså kan gøre det uden at have resten af mennesket - så ser man jo, hvad det er jeg præcist kan.

I Den 6. sans læser Anne Marie Danefeldt hænder ud fra fotokopier udelukkende af hånden.

Kan alle blive kiromantikere - eller kræver det helt særlige evner?
Altså man skal jo have evner for alt det, man laver - man kan jo heller ikke så godt lære at læse, hvis man er ordblind - eller tale engelsk, hvis man ikke har sprogøre. Så på den måde, ja, skal man have nogen evner. Men alle mennesker kan jo lære det grundlæggende - men om man bliver god til det, det er en anden sag.

Om håndens overflade
Man starter med at se på overhænderne. Der ligger ens personlighed, og hvor man står i livet lige nu. Så ser man på hudstrukturer og på negle, hvordan fingrene ligger i forhold til hinanden, om der er skader, slitage og stressmærker. Når man er færdig med at læse overhånden, så har man sådan et billede af, hvad det er for en person. Det er personkarakteristikken.

Ser Anne Marie Danefeldt på noget så konkret, som for eksempel om det er en hånd, der bliver brugt meget, om den er vant til at arbejde?
Altså, der er jo nogle helt klare regler for, hvad ting betyder. Der er ikke så meget mystik i det - altså håndfaconen fortæller en ting. En meget firkantet hånd, tilhører typisk en, der er jordbunden, er vant til at tage fat og kan bruge sine hænder. Hvorimod den mere rektangulære hånd for eksempel tilhører langtidsplanlæggeren - den ordenssøgende. Og så kan der jo også være runde hænder - osv.

Og den måde man lægger hænderne på fortæller noget om, hvordan man har det lige nu. Det er sådan det allerførste, man ser på. Er der for eksempel et hulrum inden under hænderne, så betyder det, at man er meget omsorgsfuld.

Anne Marie beder altid folk ryste hænderne og løsne skulderne, inden de lægger hænderne på bordet hos hende, netop for at undgå, at de tænker på, hvordan de lægger dem.

Om fingrene
I kiromantien har hver finger sin betydning:

Tommelfingeren står for vilje og fysik.
Pegefingeren står for arbejde, magt og økonomi.
Langfingeren står for det psykiske ståsted - egoet. Den psykiske rygrad.
Ringfingeren står for ånd, kunst og kærlighed.
Lillefingeren står for kommunikation.

Ringfingeren står altså for ånd, kunst og kærlighed - og det er ofte den, Anne Marie Danefeldt oplever er skadet, fordi mange mennesker har problemer i kærlighed. Læser Anne Marie Danefeldt en hånd med skader på ringfingeren, vil hun kigge de 4-6 år frem, det er muligt med kiromantik, og se om parforholdet udvikler sig - om det bliver opløst - eller om der kommer problemer?

Langfingeren - det psykiske er også tit skadet, fordi alt - om det er arbejde, om det er kommunikation eller det er fysikken - så vil det altid samle sig om, at det går en på psykisk. Så den finger er tit hårdt ramt!

Men hvordan ser en hårdt ramt finger ud - set med kiromantikerens øjne?
Hele området omkring neglen kan være betændt, der kan være revner, ridser og fingeren kan være skadet, den kan have været i klemme. Alt hvad der er af skader på hånden fortæller, at man har et problem på det område. Og det er ikke tilfældigt, når man skader sine hænder.

Men hvad med folk, der får skåret en finger af…?
Jamen det er jo selvfølgelig et stort problem på det tidspunkt. Nu er det jo selvfølgelig ærgerligt, at fingeren ikke gror ud igen. Fordi lige præcist på det tidspunkt, hvor personen får skåret fingeren af, har vedkommende et kæmpe problem på det område. Det siger jo lidt sig selv. Men det er heldigvis ikke det samme som, at det problem ikke kan blive løst hen ad vejen. Fingeren kommer bare ikke frem igen. Så derfor: alle gamle ar og skader hører fortiden til! Det er ikke gældende mere, hvis såret er helet.

Om huden på hænderne
En hud med "huller" - altså hårsække - er en maskulin hud. Når en kvinde har hårsække-hud på hånden, fortæller det kiromantikeren, at hun har en maskulin udfarende energi.

Men hvad mener Anne Marie Danefeldt så, når hun taler om det maskuline?
Det betyder, at man kan selv, man vil selv - man kan selv klare tingene. Man kan begå sig på mænds præmisser - mænds områder. En kvinde med meget hårsækkehud bliver let for meget for mænd, hun er lidt af en skrap moster - og når man så som kvinde bliver opmærksom på det, så må man tage sig mere af sin feminine side og finde den frem. Der skal jo helst være en balance.

Naturligt har kvinder silkehud - altså hud uden huller fra hårsække. Nogen har det over hele hånden - det er så dem, der kører meget på de feminine værdier, de bløde værdier. Kvinder, der ikke behøver at være udfarende, der ikke behøver at kunne klare sig selv. Så kan man tillade sig kun at have den. Men de fleste udearbejdende kvinder, de er nødt til at have hårsække-hud i hvert fald et stykke af vejen.

Man kan også have silkehud på områder af hånden. Områder, der så igen dækker bestemte sider af ens personlighed og liv.

Mænd kan også have silkehud - så må man se på i hvilke områder, deres silkehud ligger. Hvor er det, de bruger deres feminine energier. Det kunne jo typisk være på familieområdet. Men det kan selvfølgelig også være på arbejdsområdet - de kan jo godt arbejde med feminine energier. Men de mænd vil aldrig være så ambitiøse og udfarende - altså de mænd, der har den bløde hud.

Hvis en mand, der af natur sagtens kunne dyrke det ambitiøse og udfarende, men i øjeblikket har et job, hvor han har mere brug for sine feminine energier - Vil det så ændre på håndens udseende?
Ja - det er simpelthen et her og nu billede. Det fortæller, hvad man bruger i sig selv her og nu. Selvfølgelig er det svært at få slettet den side, hvor man har sin maskuline energi - altså få det helt væk - men så kan der komme et perlemorsskær hen over hånden. Det betyder så, at personen arbejder mere med de feminine energier. De bløde værdier. Så bliver det sådan glattet lidt ud på den måde.

Altså på den måde er man, den man er - det kan man også se i hånden - men derfor kan man jo godt arbejde med at opdyrke andre energier. Men det er sejt - det er ikke noget, man sådan bare gør lige fra det ene øjeblik til det andet. Men over år kan man for eksempel godt få visket mere af hårsækkehuden ud. Men tilsvarende kan man jo også få mere af den, hvis man har brug for det :-)

Om neglene
Neglene fortæller også meget om, hvordan man har det. Anne Marie Danefeldt uddyber det.

De hvide pletter på neglene, det er stress på det område, den pågældende finger repræsenterer. Og stress er jo som regel også noget, man ikke er så glad for - noget man ikke er tilfreds med. Altså hvor der har været noget oppe at vende. Hvis det så er på det følelsesmæssige område - jamen så er det jo typisk noget med parforholdet. Det er jo meget almindeligt at have stress på sin pegefinger - altså arbejde, magt og økonomi. Det stresser!

Men hvis man så virkelig får stress psykisk - ja så er det jo igen langefingeren, der bliver ramt. Og stress på kommunikationsområdet kan også sagtens forekomme - da kan det jo også typisk være fordi man ikke får lov til at snakke - man ikke bliver hørt eller forstået. Det er tit noget, man bliver nødt til at holde tilbage.

Anne Marie Danefeldt ser også på neglelakken. Her ser hun simpelthen på, hvilken farve man bruger:

Sort - det står for foragt for regler. Det er sådan Dan Turell for eksempel.
Den knald-røde - det er sådan score-farven. Det er sexuelt udfarende - her og nu. Lange negle og rød lak, så er man ude for at score.
Rosa - det er sådan mildhed, omsorg, ungdommelighed. Du kan godt se en kvinde på 80 med rosa-neglelak - men hun udstråler også noget ungdommeligt.
Grøn og blå - så er man centrumssøgende, man vil gerne ses og det bliver man som regel også.
Violet - det er ofte karriere-kvinden, der bruger den farve. Det er sådan en blanding af den røde kvindelige og feminine og den blå maskuline, så får man den der power-farve.
Brun - det er sådan tungt og lidt kedeligt.
Orange - det er modsætningernes farve, for enten så er det en, der har et ekstremt mindreværd eller også er det en, der tør noget og er meget kreativ og udfarende.

Om smykkerne
Fingerringe giver også informationer til kiromantikeren. Anne Marie Danefeldt ser på hvilken type ringe en person har valgt og ikke mindst hvor ringene er placeret:

Jeg kigger på ringene - armbånd betyder ikke noget. Det er aldrig tilfældigt, hvilke ringe man bruger. Men først og fremmest går jeg ind og ser på, på hvilken finger man sætter sin ring.

Sætter man en ring på sin arbejdsfinger - pegefingeren - så viser man, at man er en autoritet på sit felt. Det er lidt blæret, at bruge pegefinger-ring. Det er også en magtfaktor - en doktorring for eksempel bliver båret på pegefingeren. Det er jo også et slags magtsymbol; altså jeg ved noget og jeg har gjort noget. Det skal man have respekt for.

Sætter man ring på sin langefinger, så viser man, hvem man er inderst inde. Det er ofte mennesker, der står i opposition til samfundet, der bærer ring på den finger. Rockere bærer for eksempel ofte store provokerende ringe på den finger.

Ringefingeren er jo den naturlige finger at sætte ring på - vielsesring eller store diamantringe. Men det er mere for at vise, at man har smag - og fortælle noget om sin indstilling til parforhold.

Med en tommelfingerring understreger man virkeligt sin vilje - så siger man "min vilje ske". Og egentligt så føler man sig også lidt hævet over almindeligt manuelt arbejde.

Så er der nogen, der har ringe på alle fingre - og det er mere et udtryk for total forvirring. Det er tit teenagere. Eller nogen, der har virkeligt rod i deres liv.

Læser du også i forlovelses- og vielsesringe?
Jeg går også ind og læser i folks vielsesringe og forlovelsesringe - og så kan man jo sige, at det er bare en tilfælde, at den ser sådan ud, for den har min kæreste eller mand valgt. Men det fortæller jo også lidt om personen, at han eller hun ikke selv vil være med til at bestemme, hvordan den skal se ud.

Og hvis du får en ring, der ikke passer til dig, så kan du ikke holde ud at have den på. Så vil du ikke bruge den. Eller også vil du få den lavet, så den passer på en anden finger. Det er jo ikke så aktuelt med en vielsesring. Den skal man jo helst bære på ringefingeren, fordi det er kærlighedens finger. Ellers er der i hvert fald noget galt - så skulle man ikke blive gift :-)

Så går jeg ind og ser på, om der er mønstre i vielsesringen. Så er vi jo tilbage i slutningen af 60'erne eller i starten af 70'erne, hvor man brugte meget mønstrede ringe. Og der var man jo lidt kreativ omkring kærligheden - fri kærlighed og alligevel var man begyndt at ville have en symbol på kærligheden. Men man eksperimenterede lidt mere.
Så kom vi ind i en anden periode, hvor ringene blev glatte - det var sådan mere troskab og rene linier.

Op til i dag - i dag er der mange, der bruger ringe, der ligesom er dobbelte. Så kan der være flere farver - for eksempel sort udenom og rødguld i midten. Og det viser jo, at man vil have albuerum - at man vil have luft. Altså det er ligesom to jernbanespor - de kører godt nok parallelt, men vil have luft imellem, så de stadig kan udvikle sig som individer.

Er også en forskel på at bruge sølv eller guld?
Hvis man bruger sølv, så er det ligesom lidt formildende, fordi sølv er det feminine, hvorimod guld, det er meget maskulint. Så sætter man en guldring på sin tommelfinger, så kan man ligeså godt lade være med at diskutere med vedkommende. Man får aldrig ret!

Om håndfladerne
Når Anne Marie Danefeldt har set på hændernes overflade, er det næste hun gør at kigge inden i hænderne.

Man starter med den venstre hånd: potentialer og evner, og alt det man har fået med sig, det ligger i venstre hånd. Mens højre hånd fortæller om fremtiden - de næste 4 til 6 år. Det er muligheder, tendenser, tilbud.

Man ser i linierne inden i hænderne - linier og bjerge. Bjerge er de buler, man har inden i hænderne - for eksempel i håndfladen lige under fingrene. Bulerne eller bjergene er energidepoter.

Man ser i linierne - hjertelinien og hovedlinien, som er de overordnede linier. Derudover går jeg ind og kigger imellem linierne, og der tegner jeg, så det er et helt maleri, når man kommer fra mig.

Anne Marie tegner simpelthen i hånden - så det ender med at ligne et helt spindelvæv. Fordi det ikke er nok at se linierne - man skal også have det med, der ligger mellem linierne. Hun tegner ikke linierne - for de er jo som de er, som Anne Marie Danefeldt udtrykker det. Hun tegner op ud fra de farveforskelle, hun finder i håndfladen - de danner mønstre. Så når man er færdig hos Anne Marie Danefeldt, har man et fuldstændigt maleri i hånden.

Om håndens linier
Den øverste linie i håndfladen er hjertelinien - den fortæller om alt, hvad der har med følelser at gøre.

Den næste er hovedlinien - det er intellekt- og karrierelinien.
Den der går rundt om tommelfingeren er livslinien. Det er vel at bemærke ikke den, der bestemmer livslængden.

Det man ser i livslinien er livskraften og livsenergien - man kan faktisk blive 100 år med en kort livslinie - og man kan også blive 100 år med en brudt livslinie. En brudt livslinie betyder bare at man skifter retning i livet

Livslængden ser man i "armbåndene" på højre hånd (altså de folder, der dannes ved dit håndled, når du lader din hånd falde ind mod underarmen) og de fortæller ikke, hvor gammel du bliver - men hvor mange år du potentielt har i dig. Der ligger 30 år i hvert armbånd. Armbåndene på den venstre hånd fortæller om den råstyrke, du har fået med i arv - der ligger i dine gener.

Fortæller Anne Marie Danefeldt alt, hvad hun ser?
Ser du nogen gange noget i en hånd, du ikke vil fortælle til håndens ejermand eller kvinde?
Nej. Det skyldes jo - at for det første, så tror jeg på, at når jeg sidder og arbejder så tæt med et andet menneske, så får vi begge to hjælp, så det filter, der skal være, det er ikke noget, vi styrer.

Det der kommer op i hænderne er jo en afspejling af ens eget indre - det ubevidste kommer op på bevidsthedsplanet. Så det virker aldrig ukendt for en - det er noget, man måske kan have tænkt på eller drømt om. Det er altså noget, man selv indeholder.

Jeg tror med andre ord ikke, der kommer noget op, som jeg ikke må fortælle. Så alt hvad jeg ser - alt hvad jeg fornemmer, det siger jeg. Hvis ikke jeg er ærlig, kan det jo heller ikke bruges til noget.

Jeg kan ikke se død. Ikke hos personen selv - jeg kan ikke sige det så kategorisk, for jeg oplever alligevel ind imellem, at der kommer tegn på død i familien - altså noget, man skal forholde sig til. Men det har altid været noget, personen godt vidste.

Hvis for eksempel ens mor er meget syg, kan man have brug for at vide, hvor lang tid der skal gå. Det kan hånden fortælle. Og hvorfor den kan det - jo, man ved det jo et eller andet sted godt selv. Men det er måske det, der skal til, for at man også erkender det. Så på en måde kan man sige, at jeg er tolk imellem dit ubevidste og dit bevidste.

Til gengæld kan man gå ind og se mange sygdomme i hænderne, og det mener jeg, at det skyldes, at det har man brug for. Mange sygdomme kan jo afværges, netop ved at man opdager dem i tide.

Er der nogen eller noget, der hjælper Anne Marie Danefeldt?
Anne Marie Danefeldt mener for eksempel, at hun får hjælp til at læse hænder - men hvem hjælper?
Det mener jeg da, at universet gør. Jeg får de meddelelser og de beskeder til den person, som den person har brug for. Men jeg bliver da tit overrasket bagefter - hvor jeg sådan får helt åndenød - og tænker du godeste, du har siddet her og rådgivet om en masse ting, som du jo ikke ved noget om - jeg er ikke psykolog, jeg er ikke økonom - overhovedet ikke. Men det er jo med udgangspunkt i personens hænder, som fortæller.

Universet?
Vi har jo sådan en brug for at få sat ord på alting - derfor skytsånder - men jeg fornemmer mere sådan, at det kan være en hjælp fra universet eller vores egen tro på, at alting kan lade sig gøre. At vi kan bede om hjælp.

Altså hvis man skal til et eller andet - en samtale, en eksamen - så kan det være en styrke at sige: Så kære venner, så må I altså hjælpe mig, så det her går godt. Og så er man måske så tryg, så man ikke laver de blokeringer, som man ellers ville gøre. Jeg tror det har noget med det at gøre. Og hvad det er, det er sådan set også ligegyldigt. Bare det virker.

Men så er der så en ting, som man ikke altid kan forstå. Fordi hvis man beder sine skytsånder om en parkeringsplads, så får man det. Og hvordan kan det så være? Det kan jeg ikke forklare :-) Men det virker. Jeg har aldrig prøvet at ville have en plads inde i København, uden at finde en, der hvor jeg ville have det. For jeg har bestilt den på forhånd :-)

Mener du det?
Ja, det mener jeg! Fuldstændig seriøst. Og det er noget, jeg fortæller alle, der gider høre på det. Og nogen prøver det jo også - og det virker altså! Man kan ikke rigtig forklare det - men det er noget af det, der kan overbevise skeptikere - det er jo meget konkret. Det er jo nærmest et mirakel :-)

Det er noget med at ordne det, man ikke til dagligt kan se. At bestille plads. Og selvfølgelig tror jeg også på, at der er noget, der er større end os, og jeg tror også på, at der er nogle sjæle, nogle guider, nogle engle omkring os, der hjælper os. Ellers er det jo svært at søge beviser i denne verden - det er lidt et spørgsmål om tro. Det står dig frit for at prøve!

Hvad er så den 6. sans?
Det er jo intuition, lyder det prompte fra Anne Marie Danefeldt. Det er det både du og jeg fornemmer mange gange. Altså at man har et eller andet på fornemmelsen. Og så holder det stik. Og det er også der, hvor man kan ærgre sig grusomt, hvis man ikke har hørt efter - jeg skulle alligevel have hørt, hvad der blev hvisket mig i øret. Andet er det jo ikke. Nogen kalder det en mavefornemmelse -

Men det handler om at få det der filter væk, som vi får opbygget. Når vi er børn, så er vi så åbne og intuitive, men efterhånden så får man det ødelagt. Så bliver man alt for logisk tænkende. Og så går det galt.

Når jeg sidder og læser hænder, så går det jo så stærkt, jeg skal jo nå så meget på en time, at jeg ikke kan nå at tænke, jeg kan ikke nå at være logisk og sige: nej det her, det kan ikke passe! Så jeg siger det, der falder mig ind, det der kommer op - og det er det, der skal til.

Kan en kiromantiker læse andre primater?
Ja, man kan godt læse på aber, fordi de er så tæt på mennesker. Jeg har nu aldrig prøvet det - men altså, det siger man, at man kan. Og det er måske faktisk der, man kan se sammenhængen mellem mennesker og aber. Men det kunne være meget skægt at prøve det. Det kunne være spændende - det kunne måske også give en et helt nyt syn på aber!

Se også:

Om kiromanti
Om Anne Marie Danefeldt
Om tidsbestilling